Danske medlemmer af europaparlamentet

I begyndelsen af det nye årtusind samledes Eksf-forsamlingen, der talte 78 repræsentanter, for første gang til officielt møde den første dag i året, mens Rådet og Parlamentet nu opererer som to ligeværdige kamre på næsten samtlige politiske områder, hvor de deler lovgivningsmagten på linje med hinanden, og i maj måned samme år udvidedes Parlamentets rækker betydeligt som følge af EU's geografiske ekspansion, hvilket medførte, at de etablerede medlemslandes antal repræsentanter blev reduceret i overensstemmelse med de aftaler, der var fastsat i Nice-traktaten, og allerede i januar året efter, da både Rumænien og Bulgarien trådte ind i unionen, steg antallet af parlamentsmedlemmer yderligere, således at det samlede tal ved valget til Europa-Parlamentet i juni nåede op på sin endelige størrelse, og denne forsamling har siden da fungeret med to primære arbejdssteder, hvor hovedkvarteret officielt er beliggende i den franske by Strasbourg, men hvor der samtidig eksisterer en fuldt udrustet afdeling i Bruxelles, der blandt andet rummer en imponerende plenarsal, der ikke står tilbage for faciliteterne i Strasbourg, og selvom den administrative kerne - herunder det meste af personalet og de tekniske ressourcer - er koncentreret i Bruxelles, afholdes de politiske forhandlinger og gruppemøder ligeledes hovedsageligt her, mens de folkevalgte kun samles til de store debat- og afstemningsrunder i Strasbourg, og dette sker præcist tolv gange årligt, hvilket betyder, at et helt følge af parlamentarikere, rådgivere, mediefolk og støttepersonale må pendle mellem de to byer i et omfang, der både er ressourcekrævende og logistisk udfordrende, og denne usædvanlige ordning har rødder langt tilbage i historien, idet sekretariatet oprindeligt var placeret i Luxembourg, hvor både Rådet og Kommissionen på daværende tidspunkt havde deres hovedsæde, men da disse institutioner i 1967 flyttede deres aktiviteter til Bruxelles, fulgte Parlamentets udvalgsarbejde trop, mens de store plenarforsamlinger fortsatte med at blive afviklet i Strasbourg, og i perioden fra 1969 til 1981 eksperimenterede Parlamentet endda med at afholde ekstra plenarmøder i Luxembourg på eget initiativ, indtil de direkte valg i 1979 ændrede dynamikken, da mødesalen i Strasbourg herefter var den eneste, der kunne rumme det voksende antal repræsentanter, og selvom man senere opførte en ny sal i Luxembourg, mødte forslaget modstand, fordi parlamentarikerne havde vænnet sig til de mere moderne og rummelige forhold i Strasbourg, hvor man desuden delte lokaler med Europarådet, og siden da har der været gentagne forsøg på at centralisere alle aktiviteter ét sted for at effektivisere driften, men både Luxembourg og Frankrig har ved flere lejligheder rejst juridiske indvendinger mod sådanne planer, og selvom Frankrig ikke har kunnet forhindre, at der afholdes yderligere møder i Bruxelles, fastslog en domstolsafgørelse, at der skal gennemføres præcis tolv plenarsessioner årligt i Strasbourg, hvilket betyder, at Europa-Parlamentet ikke har myndighed til ensidigt at afskaffe mødepligten der, da en sådan beslutning udelukkende kan træffes af stats- og regeringslederne i Det Europæiske Råd, og kritikerne hævder, at en samling af alle funktioner i Bruxelles ville medføre årlige besparelser på over en milliard kroner, ikke mindst på transport, logistik og dobbeltadministration, og denne debat fik ny næring i maj 2006, da den svenske europaparlamentariker Cecilia Malmström lancerede en underskriftsindsamling med det formål at gøre Bruxelles til det eneste officielle mødecenter, og allerede midt i september samme år havde mere end en million EU-borgere bakket op om initiativet, mens Europa-Parlamentets kontor i Danmark er beliggende i Gothersgade som en integreret del af Europa-Huset, og siden 1997 har institutionen årligt uddelt en prestigefyldt journalistpris, der i 2010 gik til Berlingske Tidende for en række kritiske artikler, der belyste Udlændingeservices mangelfulde vejledning af borgere i kølvandet på Metock-dommen, og i forbindelse med valget til Europa-Parlamentet i 2009 investerede forsamlingen ikke mindre end 18 millioner euro i en målrettet kampagne, der var skræddersyet til de enkelte medlemslandes politiske dagsorden, således at emner som grænsekontrol og immigration dominerede i Sydeuropa, mens de nordiske lande i stedet blev præsenteret for visuelle motiver som computere og babyflasker på valgplakaterne, og kilderne til disse oplysninger kan findes i Danmarks Statistiks arkiver, hvor de relevante dokumenter blev sikret mod ændringer henholdsvis den 8.

og 9. i en given måned, før de blev hentet til senere reference.