Er de røde sko et eventyr

H. C. Andersens fortælling De røde sko udgør et af de mindre omtalte, dog stadig bredt anerkendte værker fra den berømte danske forfatter, hvis litterære arv har præget dansk kulturhistorie i næsten to århundreder, siden eventyret første gang så dagens lys og blev offentliggjort. Denne tragiske beretning centrerer sig om den unge pige Karen, hvis barndom er præget af knaphed og materiel mangel, idet hun opvokser under ydmyge kår sammen med sin enke-mor, hvis økonomiske begrænsninger tvinger hende til selv at sy tøj til datteren i stedet for at erhverve det.

Det er netop under disse omstændigheder, at moderen - med sine sidste kræfter før hun bukker under for en langvarig sygdom - formår at skabe et par groft udformede, rødfarvede sko, som hun efterlader Karen som et sidste minde ved sin begravelse, et symbolsk arvestykke der senere lånere titlen til selve fortællingen. I litteraturanalytisk lys fremtræder De røde sko som et klassisk eksempel på et kunsteventyr, hvor en navngiven forfatter bevidst komponerer en fortælling med dybere allegoriske lag, og hvor perspektivet er anlagt i tredjeperson med indsigt i hovedpersonens indre tanker og følelser.

Et særligt træk ved Andersens univers er den animistiske tilgang, hvor livløse genstande tilskrives overnaturlige egenskaber, og i dette tilfælde udgør de røde sko et centralt, nærmest dæmonisk objekt, der får en skæbnesvanger indflydelse på Karens liv. Forbandelsen, der rammer skoene, udspringer fra en gammel soldat med rødt skæg, hvis ord - "Se hvilke dejlige dansesko!

Sid fast, når I danser! " - udløser en ufrivillig, besættende danselyst i Karen hver gang hun ifører sig fodtøjet. Første gang sker det under hendes konfirmationsforberedelser, hvor hun uforsigtigt strækker foden frem for at få skoene pudset, hvorefter den ældre kvinde, der passer på hende, straks fjerner dem for at afbryde den uhyggelige dans.

Senere, efter at Karen er blevet optaget i en velhavende enkes hjem og dermed slipper for fattigdommens byrder, genopstår problemet, da den svagsynede dame uvidende køber et nyt par røde sko til hende - igen udløses forbandelsen, og Karen ender i en endeløs, torturerende dans, der kun standses ved at hun får amputeret fødderne i et desperat forsøg på at bryde den magiske trance.

Først da Karen indser sin stolthed og anger sine synder - symboliseret ved at hun bærer de forbudte sko i kirken under sin konfirmation - finder hun åndelig forsoning, og selvom hun dør kort efter, opnår hun frelse og genvinder sin uskyldige sjæl. Fortællingen rummer således et moralsk budskab om ydmyghed, lystens farer og soning, indkapslet i en dramatisk historie om en piges kamp mod en overmagt, der både er ekstern i form af de forheksede sko og intern som hendes egen ukuelige vilje.